Luk de ubeskyttede netværk

Nixu Blog

Nixu Blog

February 12, 2014 at 10:19

Produktionsnetværk: Det er ikke kun de computere, der styrer det danske EL-net, der står pivåbne for terrorister, hackere og fremmede stater. Det meste af den danske produktions- og distributionsbranches netværk er ikke beskyttet tilstrækkeligt til at kunne afværge eventuelle hackerangreb mod dem. Det vil sige vand-, gas- og oliebranchen er lige så udsat.

”Hackernes interesse for det danske produktions- og distributionsnetværk er ikke kun at lukke for strømmen. Hvilket vil være slemt nok. Men det vi frygter mere, er at de laver et såkaldt ”man in the middle”-angreb, som betyder, at de på en forholdsvis enkel måde kan manipulere datastrømmen, og derved få tingene til at se normale ud for de folk, der sidder og vedligeholder systemerne.

På denne måde vil hackere rent faktisk vil kunne forårsage langt værre skade end ved at ”bare” slukke for strømmen. Og det er skræmmende enkelt at gøre,” siger Søren Egede Knudsen, direktør og partner i IT-sikkerhedsvirksomheden Ezenta.

 

Version 2: Hackerangreb går efter energisektoren

Et man in the middle-angreb vil skabe et vindue for hackerne ind i de mest vitale dele af virksomhedens netværk. Uden at medarbejderne vil opdage, at der er noget galt, før det er for sent.

 

Det er ikke kun EL-nettet

Energinet.dk er en af de virksomheder, der tager hånd om sikkerheden i deres netværk, med en intern sikkerhedsrapport har de gjort det, som alle produktions- og distributionsvirksomheder bør gøre ifølge danske IT-sikkerhedseksperter: de har fået kortlagt deres IT-sikkerhed og de sårbarheder, der er i deres netværk.

Men der er langt igen for mange andre. Søren Egede Knudsen fortæller, at de hver dag møder virksomheder inden for produktion og distribution, der ikke har ordenligt styr på deres IT-sikkerhed.

”Virksomhederne ved godt, de skal beskytte deres netværk. Men IT-sikkerhed koster penge, og det har i mange år været en nedprioritere post. Vi har i rigtig mange år haft fokus på dette område, og har kompetencerne til at belyse sikkerheden hele vejen rundt. Vigtigheden af det, er først nu ved at gå op ledelserne rundt omkring i de danske virksomheder,” siger Søren Egede Knudsen.